Når mindre og mellemstore virksomheder skal vokse, udvikle sig eller navigere sikkert gennem usikre tider, er økonomien og finansieringen altafgørende. I mødet med banken er det godt at være forberedt og kende ’spillereglerne’. Så er det lettere at komme igennem med sine ønsker. 

Det ved vores sparringspartner, John Pihlkjær, alt om. 

John har gennem hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med finansiering, forretningsudvikling og rådgivning af virksomheder. Han er tidligere erhvervspartner i SJF Bank og har desuden haft ledende stillinger i både Nordea og Jyske Bank. 

Han ved, hvad der skal til for ’at skabe medvind i banken’, som han siger. Og i mødet med små og mellemstore virksomheder, der gerne vil i sparring hos ham, har han altid en række gode råd og forslag til mødet med banken. 

JOHNS 4 RÅD TIL DET GODE BANKMØDE

Et godt udgangspunkt ligger i din forberedelse. Det er altafgørende:

  1. Velovervejet og forberedt
    Ha’ en forretningsplan, et budget (for etablering og for din drift/likviditet) samt et overblik over umiddelbare behov og din privatøkonomi mm.
  2. Hvad er du go’ til – og hvor skal du ha’ hjælp?
    Professionel hjælp er billigt købt og kan faktisk være et krav fra din bank. Det kan f.eks. være til revisor og advokat.
  3. En bank er også en virksomhed
    Hvilke forretninger kan du tilbyde din bank? Det samlede billede på dine engagementer kan påvirke den endelige løsning.
  4. ’Google’ dig selv
    Vil der dukke noget op, som du skal kunne forklare, forsvare eller bevise? Forberedelse!


Sparringen starter dog som regel lidt mere fundamentalt:

”Jeg udfordrer altid virksomhederne på nogle helt grundlæggende spørgsmål: Har du styr på din forretning? Ved du, hvor du står – og hvor du er på vej hen? Har du mennesker omkring dig, som kan hjælpe med det, du ikke selv er god til? Og har du styr på økonomien, så du kan træffe de rigtige beslutninger i tide?” siger John Pihlkjær.

Netop økonomien er ofte et afgørende fokuspunkt i Johns sparring. For uden overblik over likviditet, drift og finansieringsstruktur bliver det svært at udvikle virksomheden strategisk og skabe en sund forretning på lang sigt.

”Mange virksomheder har mere potentiale, end de selv tror. Men det kræver, at man tør se ærligt på både styrker og svagheder – og at man arbejder aktivt med sin forretning, økonomi og struktur. Det er ofte her, forskellen mellem overlevelse og reel vækst opstår.”

Efter mange år i nogle af Danmarks største banker har John også oparbejdet et stort netværk, som han gerne bringer i spil, når det giver mening. For ham handler sparring ikke om standardløsninger, men om at finde konkrete muligheder, der kan hjælpe virksomheden videre – både finansielt og forretningsmæssigt.

Læs mere om John Pihlkjær her