• Undgå fejlkøb, når du handler tøj online. 
  • Beskyt dig mod drugging i nattelivet.
  • Se dit brand og din virksomheds værdier udfolde sig i fysiske rum og gæsteoplevelser.

Det er essensen af de tre nye modtagere af Sparringspartnernes iværksætterpris. 

Der er både bredde og variation i forårets modtagere af iværksætterprisen. Og det er jo netop styrken, at innovationen og iderigdommen bringer os vidt omkring til ting og løsninger, som kan hjælpe os i den verden og hverdag, som vi befinder os i nu. 

Det er tre spændende og ambitiøse virksomheder, som vi ser store muligheder for. De har inden for hvert deres felt skabt en forretning, der løser udfordringer i vores hverdag. Jeg glæder mig personligt til at følge de tre virksomheder på sidelinjen og se dem udvikle sig og vokse”, siger Niels Buchholst, der er initiativtager og udlodder af iværksætterprisen. 

De tre vindere er:

UTRY
UTRY har – med afsæt i AI og 3D-teknologi – skabt en løsning, der betyder, at du kan minimere fejlkøb online. Du uploader et billede af dig selv, og med teknologiens hjælp kan du se dig selv prøve tøj og blive guidet til at vælge den rigtige størrelse og farve. Det betyder færre fejlkøb og dermed færre pakkeforsendelser, som skal sendes retur.

”I dag er der 9 mia. pakker, som sendes retur. Hver virksomhed oplever gennemsnitligt, at næsten halvdelen af deres pakker kommer retur. Mere end halvdelen heraf er, fordi størrelsen ikke er den rigtige eller pasformen er forkert. Med vores løsning kan kunderne se sig selv online iført det tøj, de er interesseret i – og dermed er der langt større garanti for, at varerne ikke skal sendes retur”, siger William Jensen, der er en af tre indehavere af virksomheden UTRY. Se mere her: https://www.utry.dk


IDetect
IDetect er en teknologisk løsning til forebyggelse af drugging i nattelivet. Hver 5. unge oplever at have fået puttet stoffer i deres drinks, så det er blevet et stort problem, når de unge går i byen. 

Bag virksomheden står Marie Skovgaard Stephansen, Christian R. J. Keller og Søs Kamp Jensen. De har udviklet en teknologisk anordning, som kan forebygge drugging. Anordningen med en biosensor placeres i drinken og lyser rødt, hvis der er stoffer at spore i drinken.

”Det bliver en markant forbedring i forhold til de eksisterende løsninger, hvor man f.eks. kan teste drinken lige inden man drikker den. Med vores sensor bliver drink testet, indtil man har drukket op. Man ’fanger’ dermed også, hvis nogen putter noget i ens drink – hvis man i et kort øjeblik er uopmærksom”, siger trekløveret bag IDetect. 

Herfra forventer man, at især barer og klubber vil købe IDetect og give deres gæster mulighed for at købe deres drinks med en sensor i – for en beskeden merpris. Derudover forudser man også salg via egen webshop, ligesom man vurderer, at også sundhedsvæsenet, politiet og lokalsamfundet kan få stor gavn af teknologien. Se mere her: https://www.idetect.dk


Studio Taktil
Sussie Stenholt Madsen og Belinda Kjærsgaard Lund, der står bag fra arkitekt- og designvirksomheden Studio Taktil, er tredje prismodtager. Studio Taktil omsætter en virksomheds brand, værdier og fortælling til fysiske rum og gæsteoplevelser. 

”Vi arbejder med virksomhedens brand og sørger for, at det skinner igennem i udtrykket i indretning og i lokalerne. Man kan sige, at vi tager fragmenter og skaber en fælles fortælling, der tegner virksomheden på helt rette vis udadtil”, siger de to indehavere af Studio Taktil. Se mere her: https://www.studiotaktil.dk


Vil du også i spil til at modtage Sparringspartnernes iværksætterpris, kan du læse mere og ansøge her