Sparringspartnernes Iværksætterpris er hver på 40.000 kr. og et sparringsforløb på 12 timer. Det gives til nye virksomheder og iværksættere, der udviser et stort potentiale. 

Dette efterår har tre nye iværksættere modtaget prisen – og dermed har Sparringspartnerne overrakt prisen i alt 16 gange. 

Det er Sparringspartnernes formand – Niels Buchholst – der via sit investeringsfirma Niels Buchholst Invest A/S to gange årligt udlodder den fornemme pris. 

Ved overrækkelsen og en større reception i hjertet af København den 4. november fik de tre nye prismodtagere et par gode råd med på vejen af Niels Buchholst. Hans omfattende viden og store erfaringsgrundlag stammer fra en lang karriere med egne virksomheder i ind- og udland. 

Mine bedste råd til jer iværksættere er at opbygge et stærkt netværk. Det er guld værd at få input fra andre, for man kan ikke vide alt. Vær ikke bange for at række ud til andre og hente viden der. Fokusér på det, som I selv er dygtige til – og søg hjælp, viden og sparring til alt det andet. Det handler om at kende sine begrænsninger. Man er først rigtig dygtig, når man kender sine egne begrænsninger”. 

De tre virksomheder, som har modtaget Iværksætterprisen i efterår 2025, er: 
 
TØSTI SPORTSWEAR

Gennemarbejdet og specialudviklet sportstøj af høj kvalitet. Pernille Tøsti er stifter, designer og udvikler af bl.a. verdens mest innovative sports-bh – målrettet kvinder, der træner crossfit. Pernille har selv trænet crossfit på konkurrenceplan og mærkede på egen krop, at de eksisterende sports-bh’er ikke fungerede til f.eks. de tunge løft og vægte. Tøsti Sportswear blev startet i 2024 og har senest dokumenteret en vækst i omsætningen på 185%. Tøsti Sportswear får prisen for sine gode kvalitetsprodukter, der har potentialet til at blive en dansk og international succes. 
For mere information og køb via webshoppen: www.tostisport.com

PURONIA 
Lange træningspas f.eks. på cykel kræver energi på farten. PURONIA er energigels på farten – produceret af danske råvarer af høj kvalitet f.eks. med rigtig saft fra danske aroniabær og uden unødvendige tilsætningsstoffer. Deres gels produceres i Danmark og er skabt med stor omhu og omtanke. De gængse gels på markedet er fyldt med kunstige tilsætningsstoffer, hvor PURONIA møder markedet med tanken om, at bedre performance og bedre træning starter med renere energi. Bag PURONIA står tvillingerne Cindy og Julie Christensen, der har set et marked for renere energigels – både i Danmark, men også internationalt – fordi trenden går i retning af længere og længere træningspas. PURONIA modtager prisen for at se en plads i markedet og et stort potentiale for succes i både Danmark og udlandet. 
For mere information og køb via webshoppen: www.puronia.dk

SAPIENTIA PUBLISHING 
Velkommen til et fristed for bogelskere, hvor hver historie finder sin plads og hver læser sin rejse. Vores forpligtelse er at sammensætte en enestående samling, der inspirerer, uddanner og sætter gang i fantasien”. Sådan siger stifterne og brødrene, Adam og David, om deres fælles virksomhed, Sapientia Publishing. De udgiver e-bøger, der baserer sig på værker af mere ukendte, men særdeles gode forfattere fra bl.a. Øst- og Sydeuropa. Målet er på sigt også at udgive fysiske bøger. Sapientia Publishing får prisen for i den gode sags tjeneste at skabe fokus på meget af den gode litteratur, der findes, og hylde stærke læseoplevelser, man ellers ville have gået glip af. Ser man på verdenslitteraturen, har de eksisterende forlag en tendens til at prioritere bl.a. britisk og amerikansk litteratur. Det vil Sapientia Publishing gerne gøre op med. 
For mere information og køb via webshoppen: www.sapientiapublishing.com