The Able er en af de tre virksomheder, som i foråret modtog vores iværksætterpris. Det er en virksomhed med noget på hjertet.

Hos The Able kan man købe kunsthåndværk, der er skabt af mennesker i flygtningelejre, mennesker på flugt og mennesker i konfliktramte områder f.eks. Afghanistan og Libanon. Fælles for dem er, at de har mistet deres hjem eller er fordrevet i deres land. 

De har svært ved at sælge og afsætte deres varer i disse områder – men via gaveportalen www.theable.dk kan produkterne nå ud til både virksomheder og private. Her er tale om smukt kunsthåndværk og unikke gaver, og samtidig støtter man flygtninge eller mennesker, der er fordrevet i deres hjemland.

Idekvinden bag The Able er Kirstine Kruse, der er kandidat i sociologi. Det var et job i en flygtningelejr i Grækenland, som blev startskuddet til virksomheden.

Tid til julegaver
Da Kirstine flytter tilbage til Danmark, er en af hendes første opgaver i et nyt job at bestille årets julegave. Efter at have arbejdet i flygtningelejren og være tæt på flygtningenes liv gav det ikke mening at vælge mellem en traditionel champagne-sabel, porcelæn eller rødvin. 

Hun havde oplevet det hårde liv i flygtningelejren, og hvordan mennesker, der før havde haft job eller været i gang med uddannelse, pludselig fik taget alt fra sig. Også den identitet, som kommer fra dét at have et arbejde, være økonomisk uafhængig og blive anerkendt for det, man kan.

”Det er meget talentfulde, dygtige mennesker, der har så meget at byde ind med. Med The Able har jeg fundet en vej, hvor de kan skabe håndværk, som andre vil betale for – og på den måde tilføre bare en smule til et liv med ingenting og langt under fattigdomsgrænsen. Og køberne får smukt, unikt håndværk og er med til at støtte udsatte områder og befolkninger”, siger Kirstine Kruse.

De penge, som danske virksomheder bruger på julegaver, kan give SÅ meget mening for flygtninge og mennesker i konfliktramte områder. Det er store beløb, som kan gøre en stor forskel. Og samtidig er det at give gaver med mening helt i tidens ånd.

Allerede nu er der flere virksomheder, som bestiller julegaver til deres ansatte eller kunder. Det kan være håndvævede håndklæder f.eks. fra Syrien, hvor man er meget kendt for sine dygtige væveteknikker.

Vil du også give gaver med mening? https://www.theable.dk/pages/firmagaver