Det var udfordringen i virksomheden Kræss ApS, der ligger i Indre By i København. Et forløb hos Sparringspartnerne har hjulpet indehaverne med struktur, fokus og prioriteringer, der kan cementere deres plads i markedet samt styrke både væksten og økonomien.

Erica Berg og Jonatan Harring er makkerparret bag virksomheden Kræss, der både via en fysisk butik og webshop formidler kunstartikler for ca. 400 små og upcoming kunstnere. Det står i stor kontrast til starten i 2019, hvor de ‘kun’ repræsenterede 11 kunstnere.

Hvorfor tog I kontakt til Sparringspartnerne?

Vi tænkte, at vi ville have god gavn af en mentor eller sparringspartner – og vi googlede os derfor frem til Sparringspartnerne. De tilbyder gratis sparringsforløb sammen med tunge erhvervsfolk, der selv har haft egen succesfuld virksomhed eller stået i spidsen for store virksomheder. Her har vi fået hands-on viden og erfaring, der med det samme kunne omsættes til vores virksomhed.

Vores virksomhed består af os to indehavere og et par medarbejdere derudover. Vi var som to kokke med alverdens kasketter på – og var vi et hotel, havde vi både fungeret som kokke, tjenere, opvaskere mm.

Vores største udfordring var alt for mange og meget forskelligartede opgaver, vi tog på os. Vi havde brug for hjælp til at strukturere, prioritere og udvælge. Gerne med en sparringspartner, der kunne lege Djævlens advokat og stille de spørgsmål, vi måske ikke lige selv havde tænkt på. Så alt fra ’Har I tænkt over jeres omsætningshastighed?’ til ’Hvorfor gør I sådan og ikke sådan?’ var gode, valide spørgsmål, som de to sparringspartnere Niels Buchholst og Jens Friis har udfordret os med.

Hvad har I opnået – indtil videre?

Vi har fået ny viden. Hvad vi syntes var vigtigt, var måske slet ikke det vigtigste. De åbne spørgsmål fra vores sparringspartnere og deres nysgerrighed på os og vores forretning har hjulpet os godt videre. Det har hjulpet os til mere klarhed og overblik. Det er blevet lettere for os, hvordan vi skal prioritere, og hvor vi som indehavere skal lægge vores fokus.

Konkret har det udmøntet sig i, at vi har givet vores ansatte mere ansvar: At sætte nogle af vores hatte over på nogle andres hoveder, så vi har fået frigivet mere tid til at kunne fokusere der, hvor vi selv giver mest mening.

Vi har også taget de første spadestik til at optimere pladsen i vores butik bl.a. ved at få et eksternt lager. På den måde bliver pladsen i butikken brugt på den mest optimale udstilling af produkterne for vores mange kunstnere.

I en helt anden boldgade har vi med Niels og Jens fået to store fans, der kan se mulighederne med vores virksomhed og bekræfter det potentiale, som vi også selv mener, at her er. Det har betydet meget for os selv som personer og for vores motivation, at to garvede erhvervsfolk kan se det samme, som vi kan se. Der er ingen tvivl om, at det er en svær branche, men vi holder fast i vores transparens, vores ærlighed og den sjæl og kvalitet, vi og vores kunstnere ligger i produkterne. Det er den bæredygtige vej at gå.

I processen har Sparringspartnerne hjulpet os til at skabe fundamentet for en bedre forretning – gennem de rigtige prioriteringer og kløgtige til- og fravalg. Vores fokus er dér, hvor vi selv giver bedst mening – og vi har fået skabt en virksomhed, der er fintunet, optimeret og har potentialet for at vokse og udvikle sig til noget større i fremtiden.  

Om Kræss ApS
Kræss ApS blev startet af Erica Berg og Jonatan Harring i november 2019 – med salg af kunstartikler fra mere end 400 kunstnere. Kunstartiklerne kan f.eks. være kunstplakater, keramik, glas og smykker, hvor Kræss er kurator for kunsterne. Kunstplakater kan også laves on-demand i butikken, hvilket der er stor efterspørgsel efter. Salget foregår via webshoppen og fra butikken i Blågårdsgade i Indre By i København og fra den voksende webshop. Se mere på www.kraess.dk