Christina Nielsen, indehaver af CBN Arbejdstøj, har gennem længere tid været tilknyttet Sparringspartnerne. Som ejer af en enmandsvirksomhed har Christina haft godt af en sparringspartner til at drøfte stort og småt.
Lidt uden for Strøby på Stevns, har Christina Nielsen sit firma, CBN Arbejdstøj, hvorfra hun sælger arbejdstøj til lokale håndværksvirksomheder og til både privat og erhverv i hele landet via sin webshop. Forretningen startede i 2002 og har ved et tilfælde udviklet sig til salg af arbejdstøj.
– Det startede med en stor messe i Kina og vi bestilte arbejdshandsker hjem fra kinesiske leverandører, men det blev hurtigt et ret omkostningsfuldt lager, fortæller Christina Nielsen.
Derfor fandt Christina leverandører fra Danmark og Norden og udvidede sortimentet til sikkerhedssko, arbejdstøj, regntøj og profilbeklædning. Efter at have været i gang i nogle år havde Christina behov for et par nye øjne på firmaet.
– Jeg var kørt fast og havde brug for inspiration til hvad vej firmaet skulle gå. Jeg havde kørt på lavt blus i de år hvor mine børn var små, og nu trængte jeg til,
at der skulle ske noget mere, fortæller hun.
Gennem Stevns Erhvervsråd blev Christina sat i forbindelse med Charlotte Mannstaedt fra Sparringspartnerne. Charlotte gav nogle konkrete idéer til hvad der kunne arbejdes med for at optimere firmaet og Christina arbejder stadig med flere ting, som Charlotte har hjulpet med at få sat i gang.
– Charlotte gav indspark og idéer til ting, som kunne gøres anderledes eller bedre. Jeg har blandt andet fået større fokus på webshoppen og markedsføring på sociale medier, fortæller Christina.
For Christina har sparringsforløbet også hjulpet til at synliggøre hendes egne kvaliteter. Hun er blevet mere bevidst om de ting hun er god til og de ting der skal arbejdes på. Hun er ikke begejstret for opsøgende salg, men kan bedre lide at møde sine kunder gennem netværket og skabe et tillidsforhold, så kunderne ved hvem de handler med. Og så vil hun gerne skille sig ud fra mængden ved at sælge noget andet end det alle andre har. Derfor arbejder hun med en mulig ny leverandør, så hun fremadrettet kan sælge andet end de kendte tøjmærker, som Kansas og Mascot.
Til daglig er Christina alene i firmaet og har derfor haft gavn af en sparringspartner. Hun anbefaler også gerne andre at gøre brug af ordningen.
– Der findes mange enkeltmandsvirksomheder, som sidder alene med hverdagen og firmaet. Derfor er det rart, at have en at spille bolden op ad og få input fra. Man kan også selv sidde med nogle idéer, som man ikke ved hvordan man får ud. Charlotte har hjulpet til at sætte fokus det rette sted og komme videre, fortæller Christina.