At stå for den daglige drift og samtidig sørge for virksomhedens vækst er svært, når man er ene i virksomheden. Rodvig Bags fik hjælp af Sparringspartnerne til at manøvrere i det farvand og har netop fordoblet sit resultat.

Berit Rødvig, der står bag Rodvig Bags, har igennem de sidste 24 år opbygget en nichevirksomhed, der udvikler, designer og producerer beredskabstasker. Altså tasker til medicin og udstyr til bl.a. Præhospitalet, sygehuse, lægehelikoptere, politi og forsvar.

Igennem en årrække havde Berit en forretningspartner, men for et år siden vendte partnerens dødsfald op og ned på det hele.

”Jeg stod pludselig i en situation, hvor jeg skulle betale min partners økonomiske andel til arvingerne, ligesom jeg også skulle fortsætte firmaet på egen hånd. Min bank anbefalede mig at tage fat i Sparringspartnerne for at få hjælp til at håndtere situationen”, siger Berit Rødvig.

Bedre prissætning
Sparringspartnerne har 25 forskellige sparringspartnere, der alle har stor viden om drift, udvikling og vækst af virksomheder. Deres formand, Niels Buchholst, blev sparringspartner for Rodvig Bags, fordi han igennem en lang årrække har haft beslægtet virksomhed og mange erfaringer at trække på.

”Niels henviste mig til en god advokat, der bistod mig med hele arve-situationen. Dernæst har vi sammen gennemgået min virksomhed og optimeret, hvor det gav mening. Især har Niels fokuseret på mine priser – at jeg skulle være bedre til at prissætte mine varer. I dag afspejler min pris i langt højere grad den værdi, netop mine designs tilfører – og det er en af flere faktorer, der gør, at jeg netop har afleveret dette års regnskab, der viser en fordobling i forhold til sidste år”.

I dag og i fremtiden
Kursen er sat ind på vækst for Rodvig Bags. Sparringspartnerne har hjulpet Berit med et set-up, der giver mening nu og i årene fremover.

”Sparringspartnerne har hjulpet mig med at styrke mit samarbejde med de systuer i Asien og Østeuropa, der hjælper med selve produktionen. Disse systuer er nøje udvalgt, fordi de kan følge mine retningslinjer nøje og levere den høje kvalitet, jeg kræver. Min baggrund som fagmand og mange års erfaring fra beredskabsbranchen gør, at jeg ved, hvad der kræves for at slippe igennem nåleøjet og levere udstyr til denne industri. Samtidig har jeg tæt dialog med mine kunder og kan hurtigt og fleksibelt tilpasse produktionen og designet, så det følger aktuelle krav og behov. En meget brugbar feature er, at taskerne er modulopbyggede, så du kan nøjes med at udskifte en lille del, hvis en ny type medicin eller udstyr kræver det”, tilføjer Berit Rødvig.

I dag leverer firmaet beredskabstasker til alle de danske regioner – herunder ambulance- og udrykningskørsler. I Sverige har politiet i de seneste tre år også brugt taskerne fra Rodvig Bags, ligesom alle ambulancer i Region Skåne også bruger de anerkendte beredskabstasker. Væksten fortsætter nu videre ind i Sverige og Norge.