Bæredygtighed er et område, der kræver alle virksomheders opmærksomhed. Faktum er, at det for mange føles som et større projekt, og derfor er let at skubbe foran sig. Hvordan får man hul på arbejdet med virksomhedens bæredygtighed?

Det var den klare årsag til, at Sparringspartnerne for andet år i træk har taget initiativ til et inspirationsseminar om bæredygtighed i Køge. Det blev afholdt torsdag den 27. april i de fantastiske rammer på Køge Havn.

Annabeth Aagaard, der er professor ved Aarhus Universitet, var en af talerne. Med sin stærke involvering i forhold til forskning, udvikling og ikke mindst den hverdag, der møder de danske virksomheder, var Annabeth en god kilde og inspiration til at tage hul på arbejdet med ens bæredygtighed.

 Lad dig inspirere af andre
En af hendes pointer var, at de færreste af os er skolet i den grønne omstilling og i bæredygtighed. Derfor skal vi se det som en læringsvej. Vi skal være nysgerrige og gerne kigge i retning mod konkurrenter i branchen, og hvad andre brancher gør. Er der tiltag, du i din virksomhed kan lade dig inspirere af og selv implementere?

FN’s klimamål
En af de metoder, du kan benytte, er ifølge Annabeth Aagaard at tage udgangspunkt i FN’s 17 klimamål. Vurdér, hvor du og din virksomhed ligger ’tungt’, og hvor det vil give mening for jer at sætte ind. Ud af de 17 mål prioriterer du, hvilken eller hvilke mål jeres virksomhed vil fokusere på. Sæt jer nogle konkrete mål. Hvad vil I opnå – og sæt gerne nogle tal på, så det bliver målbart og konkret. Integrér aktiviteter og indsatser, så I kan nå målene – og endelig rapportér, så I kan overvåge, om jeres indsats virker, og om I når jeres mål.

Udover Annabeth Aaggaard var talerne Marie Stærke, borgmester i Køge Kommune, Patrik Lobe, selvstændig malermester, Mina Faiz, advokatfuldmægtig hos Lund Elmer Sandager og Jacob Skjødt, grøn ambassadør i Køge Kommune.

5 x bæredygtighed
Køge og Bryggeriet Braunstein var scenen for det første møde i år om bæredygtighed. Sparringspartnerne har planlagt i alt fem bæredygtighedsmøder i løbet af 2023. Det understreger netop vigtigheden af at sætte bæredygtighed langt højere på dagsordenen. Næste møde er i København onsdag den 10. maj kl. 15.00 – 17.30 (klik her for tilmelding)