Formandens Klumme:

For nogle dage siden, besøgte jeg virksomheden ”Fix A Phone” på hovedgaden i Sorø. Jeg blev opfordret dertil af Sorø Erhverv, som vi har et godt mangeårigt samarbejde med.

Indehaveren i virksomheden er indvandrer fra Syrien. Kom hertil for cirka syv år siden. Som iværksætter startede han den 1. april i år. Han ønsker at bidrage til det danske samfund. Hans udfordring er, at han ikke kan overtale de kommercielle banker til at lade ham åbne en erhvervskonto.

Sparringspartnerne er blevet involveret i at hjælpe ham videre og har rettet henvendelse til Finklusiv Danmark, som er stiftet af Marie Birna Olafsdottir. Marie er en ildsjæl, der brænder for at hjælpe flygtninge med ønsket om at starte egen virksomhed. Sparringspartnerne indgår i samarbejde med Finklusiv med hensyn til sparring og forretningsudvikling. Marie finansielle samarbejdspartner er Andelskassen OIKOS, som er et mindre pengeinstitut i København.

Marie har i år modtaget mere end 100 ansøgninger om hjælp, og da er hun er alene om at bearbejde ansøgningerne for at klargøre dem til Andelskassen, er hun stærkt udfordret arbejdsmæssigt.

Andelskassen har også en spinkel organisation og kan ikke bearbejde de mange ansøgninger hurtigt nok.
Da jeg kørte hjem til Østerbro fra mødet i Sorø, havde jeg en dårlig smag i munden. Kunne det være rigtigt, at vi ikke har overskud til at hjælpe mennesker, som ønsker at starte virksomhed og skabe deres egen tilværelse i Danmark? Alle kender alternativet!

Jeg var ikke klar over, at problemet er så stort som tilfældet er. Jeg så en glimrende artikel af direktøren for SMV Danmark, hvor han beskriver for alvorlig situationen er. Hver tiende selvstændig må kæmpe for en erhvervskonto. Danmark som nation er i bunden i E.U. sammenhæng, med hensyn til etablering af nye virksomheder.

Vi i Sparringspartnerne vil hjælpe til med at gøre opmærksom på problemet og gøre vort til, at problemet bliver løst politisk.

Niels Buchholst, formand