Dyrker man motion på regelmæssig basis, kender man uden tvivl det velkendte problem: nyvasket, men svedlugtende sportstøj. Zebla Sportsvask er midlet. Et sparringsforløb har åbnet døren til Matas, hvor produktet nu forhandles.
Manden bag Zebla Sportsvask er Kasper Børs Petersson. For 11 år siden startede han virksomheden – med et andet job ved siden af. Fem år senere tog han springet for at arbejde fuld tid i Zebla.
For fire år siden løb Kasper ind i Sparringspartnerne og fik et forløb med 12 timers gratis sparring, der skulle sikre virksomhedens fortsatte udvikling og vækst. Et forløb, der gav så god mening, at Kasper besluttede at fortsætte samarbejde med sparringspartner Niels Buchholst. Og samarbejdet kører nu på fjerde år.
Ind hos Matas
Den helt store milepæl har været at få åbnet en dør ind til Matas. Kasper havde selv forsøgt igennem halvandet år, men var ikke lykkedes med at få de rigtige personer i tale. At komme ind på det rigtige niveau.
”Niels har et meget stort netværk, og han kunne åbne en dør længere oppe i hierarkiet i Matas. Det gjorde, at et udvalg af mine produkter inden længe blev optaget i deres sortiment. Det går både hurtigere og nemmere, når man får de rigtige personer i tale”, siger Kasper Børs Petersson, der er stifter og indehaver af Zebla Sportsvask.
Der er rift om hyldepladserne i Matas, for det er attraktivt at få sine produkter præsenteret og solgt i deres mange fysiske butikker. En helt anden sidegevinst ved Matas-samarbejdet har været de andre webshops, der også kører under Matas. De har selv henvendt sig – med et ønske om at forhandle Zebla-produkterne.
Online-salg
Derudover bliver produkterne også forhandlet på en række forskellige webshops inden for bl.a. løb og cykling – foruden forhandlingen via Zeblas egen webshop.
Netop fordelingen mellem salget i de fysiske butikker og online-salget er et punkt, hvor Kasper også har haft god gavn af sparringen.
”Niels har skubbet på for, at jeg kom i gang med min egen webshop. Stod det til mig selv, havde jeg nok skubbet den – og skubbet den igen. Nu er jeg i gang med at etablere en loyal kundeskare, men som jeg også har talt med Niels om, er målet med webshoppen her og nu at skabe opmærksomhed og genkendelighed om mine produkter. Det primære salg foregår stadig via butiksleddet”, tilføjer Kasper.
Den sparring, som Kasper får fra Sparringspartnerne, har bl.a. kastet en åben, ærlig dialog om, hvordan og igennem hvilke kanaler Zebla Sportsvask bør sælges.
Derudover har en stor del af sparringen også fokuseret på virksomhedens økonomi.
”Jeg har tidligere haft skyklapper på. Det har sparringen med Niels fået mig til at indse. I dag har jeg fået tjek på mine omkostninger og har optimeret overalt, hvor det gav mening. Det betyder, at jeg i dag har større overskud fra salget af produkterne”, siger Kasper.
Om Zebla Sportsvask
Zebla Sportvask fjerner skånsomt lugtmolekylerne i tøjet. Almindeligt vaskepulver indkapsler blot lugtmolekylerne. Når man træner, og kroppen varmer tøjet op, brister lugtmolekylerne, og tøjet lugter dårligt af sved. Udover sportsvask er der også dun- og uldvask, imprægnering, lugtfjernere, rens til sneakers samt midler til at fjerne buksefedt og harpiks.