Hvor skal man starte med forretningsudviklingen, når man er en ildsjæl, som brænder for sit produkt og gerne vil have sin virksomhed til at vokse? Det har Sparringspartnerne hjulpet Marianne Valentine med, indehaver af konditoriet Sweet Valentine.

Marianne Valentine fik forbedret sine administrative systemer, og hun har fået gode råd til en butiksindretning, der får forretningen til at blomstre.

Marianne Valentine startede i 2000 dessertkonditoriet, Sweet Valentine. En virksomhed som i begyndelsen bagte kager for større virksomheder, men som i dag også producerer kager til private kunder – alt lige fra bryllupskager til fyldt chokolade.

Hun fortæller, at det som kageentusiast var en stor hjælp at få sparring fra én, som er erfaren i økonomi og forretningsudvikling:

”Jeg er konditor og god til kager, men jeg er ikke så god til at fokusere på forretningsudvikling. Derfor var det en stor hjælp at sparre med én, som havde disse briller på og kunne hjælpe mig med nogle af de udfordringer, der kommer, når virksomheden begynder at vokse. Den sparring er vigtig og nødvendig for enkeltmandsvirksomheder som min.”

Netværk skaber fremgang i dessertkonditoriet

I sparringsforløbet blev der sat fokus på sammenhængen mellem detail og engrosforretningen. Det resulterede i en optimering af detailbutikken med en udformning og et udtryk, der gav fremgang i virksomheden. Under optimeringen var sparringspartneren ifølge Marianne Valentine en stor hjælp:

”Min sparringspartner har en stor erfaring, som det var lærerigt at høste fra. Sparringen har givet adgang til et bredt netværk af specialister, eksempelvis indenfor butiksarkitektur, som kunne give gode råd til indretning og design i butikken,” fortæller hun og fortsætter:

”Gennem netværk fik sparringspartneren sat mig i kontakt med de helt rigtige personer, som kunne hjælpe mig med at indrette butikken bedst muligt. Det har været guld værd, da jeg ikke havde fået adgang til det, hvis jeg selv skulle ud og søge efter de rigtige personer.”

Bedre administrative systemer øger indtjeningen

Som indehaver møder man til tider udfordringer med at få betaling for sikre leverencer. Her kunne sparringspartneren hjælpe med forbedring af de administrative systemer og bedre debitoropfølgning, hvilket forbedre indtjeningen.

”Sparringspartneren hjalp mig med at forbedre mine systemer omkring ubetalte regninger og satte mig i kontakt med fagfolk, som kunne hjælpe mig med at indhente en ubetalt regning fra en større kunde, hvilket er vigtigt for en enkeltmandsvirksomhed som min.”

Sparringsforløb genoptages i det nye år

Vækst og fremgang har resulteret i, at Marianne Valentine netop har flyttet sin forretning til større produktionslokaler på Østerbro.

”Vi har brug for mere plads, så vi kan tilbyde kunderne flere kager. Det kræver større kølekapacitet og plads til at producere på,” fortæller hun.

I 2020 bliver sparringsforløbet genoptaget, hvor nye vækstmuligheder gennem online markedsføring skal afsøges.

”Jeg ser frem til at genoptage samarbejdet med Sparringspartnerne og håber, at de igen kan give mig nye øjne på min forretning,” fortæller Marianne Valentine.

Sweet Valentine producerer kager til feinschmeckere, og har eksisteret siden år 2000. Virksomheden har en detailbutik i Torvehallerne i København, hvor de tilbyder alt fra bryllupskager, Cup Cakes, tærter, frisk bagte kardemomme Scones, fyldt håndlavet chokolade, klassiske, abstrakte kager og meget mere.