Da Sparringspartnerne og Slagelse Erhvervscenter den 23. november satte fokus på markedsføring på de sociale medier, fortalte Jesper Manniche fra Morfars Mustache om at skabe gode historier og oplevelser, som kunderne gerne vil dele med andre.
Jespers webshop sælger retrotøj fra blandt andet film og teatre i Danmark fra perioden midt 1950’erne til først i 1990’erne. For Jesper er især Facebook og Instagram vigtige markedsføringskanaler. Desuden får webshoppen trafik og salg via Google Adwords annoncer og diverse konkurrencer. Jesper har også en blog på webshoppen, hvor han af og til skriver gode historier, som sendes til forskellige online medier for at opnå omtale.
”Kundernes oplevelser er vigtige for Morfars Moustache, så derfor leverer vi varer pænt pakket i silkepapir med gammeldags gavebånd og et kort med hilsen fra morfar,” forklarer Jesper. Det giver ekstra omtale og trafik til hjemmesiden, når kunderne tager fotos af de fine pakker og poster dem på Facebook eller Instagram.
Morfars Mustache har eksisteret i 10 år og har nu tre ansatte.