Sparringspartnerne har samarbejdet med Dragør Kommune siden 2015. Med samarbejdet får lokale virksomheder i Dragør mulighed for erfaringsbaseret sparring, da kommunen sætter iværksætter- og vækstvirksomheder, der står midt i forandringsprocesser, i kontakt med en lokal sparringspartner.
Erhvervs- og turistchef i Dragør Kommune, Claus Rex, fortæller om samarbejdets værdi:
”For os er det værdifuldt at kunne tilbyde lokale virksomheder en sparringspartner, der selv har prøvet at drive virksomhed og derfor har arbejdet med de samme udfordringer, som den lokale virksomhed står i,” siger han.
Dragør Kommune har tilknyttet Sparringspartnerne til flere lokale vækst- og iværksættervirksomheder, som har brug for den sparring, som Sparringspartnerne kan tilbyde.
”Dragør Kommune screener løbende for virksomheder, som står midt i forandringsprocesser. Når der er ekstraordinært behov for erfaringsbaseret sparring og et tillidsbaseret forhold til andre erhvervsledere, formidler Dragør Kommune kontakt til Sparringspartnerne. På den måde kan vi sikre, at de relevante virksomheder får de rette tilbud, og at virksomheder i komplekse og potentielt risikable situationer ikke lades uden hjælp,” siger Claus Rex.
Ifølge Claus Rex har samarbejdet resulteret i, at flere virksomheder i Dragør Kommune har fået sparring og er blevet hjulpet til både at løse problemer og sikre fortsat udvikling. Sparringen har bidraget til flere arbejdspladser, mere udvikling og resultater, der kan ses på bundlinjen hos de enkelte virksomheder.
”Resultatet har indtil nu været, at der er stor tilfredshed fra virksomhedernes side. Sparringen har givet en sikker hånd på udviklingsprocesser og givetvis også en højere overlevelsesrate for de nystartede virksomheder,” siger Claus Rex.
Dragør Kommune, hvis styrke er det store kendskab til lokalsamfundet, hjælper Sparringspartnernes med at etablere kontakt til flere vækst- og iværksættervirksomheder i Dragør, der kan have brug for råd og sparring. Sparringspartnerne værdsætter det givende og vellykket samarbejde med kommunen og håber på, at flere kommuner i fremtiden vil indgå i et lignende samarbejde, der gavner begge parter.