På Sparringspartnernes det kommende stormøde ved Køge Handelsskole den 8. september kan man bl.a. møde Jakob Halskov fra Smart Kanji. 

Jakob startede Smart Kanji for over et år siden. Sammen med en gammel studiekammerat fik han ideen om at lave en platform, som skulle gøre det nemmere at lære de japanske skrifttegn (kanji). Jakob har selv været igennem den svære proces med at lære de japanske tegn, og ønskede derfor at gøre processen nemmere for andre, der også ønsker at lære sproget. Ideen udviklede sig til en app, som kan hjælpe med at lære både japanske og kinesiske tegn.

Appen har været under udvikling det seneste år og nærmer sig snart en lancering. Det japanske sprog indeholder omkring 2000 skrifttegn, og derfor kræver det en stor indsats, at lære alle tegnene. Smart Kanji-appen hjælper med at finde de vigtigste og mest nødvendige tegn, for at kunne lære sproget.

Om Jakob Halskov
Jakob Halskov har en ph.d. i data lingvistik og en HD fra CBS. Derudover har han læst engelsk og japansk på Københavns Universitet.

Jakob har arbejdet flere år i Japan med informationssøgning og e-Discovery for en japansk virksomhed. Han flyttede efterfølgende tilbage til Danmark og fortsatte arbejdet for den japanske virksomhed som konsulent.

Udover arbejdet i Japan har Jakob også arbejdet for Dansk Sprognævn som forsker og programmør.

Du kan møde Jakob og høre meget mere om Smart Kanji og de udfordringer, Jakob har mødt i udviklingen af sprog-appen på stormødet i Køge den 8. september.

Tilmeld dig stormødet her.