Stevns Erhvervsråd har samarbejdet med Sparringspartnerne siden etableringen af foreningen for mere end tre år siden. Samarbejdet bidrager til den lokale erhvervsservice i Stevns Kommune, hvor Stevns Erhvervsråd hjælper lokale iværksætter- og vækstvirksomheder med at udvikle forretningen, bl.a. ved at tilbyde sparring med en sparringspartner.

Erhvervschef i Stevns Erhvervsråd, Thomas Christensen, fortæller om samarbejdets værdi:

”For os er det værdifuldt at kunne tilbyde lokale virksomheder en sparringspartner, der selv har prøvet at drive virksomhed og arbejdet med de samme udfordringer, som den lokale virksomhed står i. Sparringspartnerne har ofte også et godt netværk, som de lokale virksomhedsejere kan få glæde af. Det er rigtigt fint for os, at have Sparringspartnernes brede udvalg af kompetencer og gode forbindelser til rådighed for virksomhederne på Stevs”, siger Thomas Christensen.

Stevns Erhvervsråd har tilknyttet Sparringspartnerne til mange lokale vækst- og iværksættervirksomheder, som har haft brug for den sparring, som Sparringspartnerne kan tilbyde. Det gør erhvervsrådet ifølge Thomas Christensen, fordi Sparringspartnerne indfrir forventningerne til samarbejdet:

”Vi forventer, at Sparringspartnerne gør deres bedste for at stille den mest kvalificerede sparringspartner tilrådighed for hver enkelt virksomhed, så virksomhedens ledelse kan få den hjælp, der er brug for. Uanset hvilken virksomhed, der er tale om, og hvilken problemstillingen, der behøves sparring til at løse”, siger Thomas Christensen og fortsætter:

”Vi oplever, at Sparringspartnerne kan bringe de lokale virksomheder videre. De kan hjælpe med at få løst en problemstilling eller give den støtte, som virksomhedens ledelse har brug for til at løse aktuelle udfordringer eller udvikle virksomheden videre”, siger han.

Ifølge Thomas Christensen har samarbejdet resulteret i, at flere virksomheder i Stevns Kommune har fået sparring og er blevet hjulpet til både at løse problemer og sikre fortsat udvikling. Sparringen har bidraget til flere arbejdspladser, mere udvikling og resultater, der kan ses på bundlinjen hos de enkelte virksomheder.

Stevns Erhvervsråd yder erhvervsservice til virksomheder i Stevns Kommune og er erhvervslivets samlede talerør overfor kommunen. Desuden tilbyder Stevns Erhvervsråd gratis rådgivning og vejledning til virksomheder i kommunen.

Læs mere om Stevns Erhvervsråd her.