Den 1. december afholdt Sparringspartnerne endnu et af vores stormøder. Denne gang på Køge Handelsskole i det store auditorium. Og denne gang med rekordstort antal deltagere. Hele 115 deltagere havde nemlig trodset det grå vejr for at starte julemåneden med lidt iværksætterinspiration. Med til historien hører også, at hele 30 studerende fra Handelsskolens innovationslinje var mødt op for at suge lidt iværksætterinspiration til sig. Og mødets oplæg gjorde i hvert fald indtryk på nogle af dem, for der var flere af de studerende der blev hængende bagefter for at netværke.

Som det første, berettede Sparringspartnernes formand, Niels Buchholst, om tidligere og kommende aktiviteter. Han kunne blandt andet fortælle med glæde, at Sparringspartnerne regner med at nå deres mål om 80 sparringsforløb i 2016. Især i de seneste uger er det nemlig væltet ind med ansøgninger fra iværksættere.

Herefter over sparringspartner Jørgen Johansen for at fortælle om Sparringspartnernes samarbejde med Roskilde Universitet og deres kandidatstuderende i Entreprenørskab. I denne sammenhæng deltog flere sparringspartnere i pitch af kandidaternes projekter. Jørgen sammenlignede det med DR’s tv-program ”Løvens hule”, hvor iværksættere har kort tid til at fremlægge deres idéer, for derefter at få ris eller ros.

Efter Jørgen, overtog Majamae, der er medejer af virksomhed Maefilm, for at fortælle om hvordan en udlært kok endte med at have eget produktionsselskab i Køge. Majamae har været i sparringsforløb hos Sparringspartnerne og udtalte blandt andet dette om, hvad hun har fået ud af det: ”Sparringspartnerne er gode til at sætte fokus på forretning og penge. Jeg har før givet ”for gode” tilbud. Og så hjalp Sparringspartnerne mig med at fokusere på det jeg kan finde ud af– hvilket ikke er revision og bogholderi. Under oplægget viste Majamae Maefilms ”showreel”, der er et sammensurium af nogle af de bedste klip fra Maefilms forskellige produktioner. Den kan ses på forside på deres hjemmeside www.maefilm.dk.

Sparringspartnerne_Majamae_MaefilmHerefter gennemgik Majamae en case, så det blev virkelig tydeligt, hvor lang tid og hvor mange overvejelser det kræver at producere en reklamefilm på bare 2-3 minutter. Og så kom hun med en god pointe, der kan overføres til Sparringspartnernes arbejde. Hun pointerede nemlig, at produktets kvalitet afhænger fuldstændig af erfaring. Og erfaring er netop, hvad Sparringspartnerne har at byde på.

Så var det Michael Møller Nielsen fra Lund, Elmer & Sandager advokatfirmas tur til at overtage mikrofonen og scenen. Michael talte om Intellectual Property-rettigheder, der går ud på, hvordan man beskytter og sikrer sine idéer. Niels Buchholst nævnte som optakt til dette oplæg, at han kendte en, der engang havde endt med at skulle betale 75.000 kr. for at have lavet en grydeske med hul i enden. Der var nemlig en anden virksomhed, der havde patent på dét at lave hul i skeers ende, så man kan hænge dem op. Det kan altså betale sig at gøre sig bevidst om sine ophavsrettigheder – og at være opmærksom på andres!

Det sidste oplæg stod ledelsescoach Helene Aalling for. Hun talte om den menneskelige faktor i forretningsmæssig supervision, der handlede om nødvendigheden for at anerkende den personlige og relationelle faktor i forretningsøjemed. Det var således en opsang til både sparringspartnere og iværksættere om at gøre sig bevidste om hvem de er som person, fordi det uundgåeligt har en betydning for, hvordan de er som ejerledere.

Og således sluttede Sparringspartnernes sidste stormøde i år 2016 – med rekordmange deltagere og et aldersgennemsnit lavere end nogensinde før. Sikke en måde at slutte året på. Og sikke en inspiration og et skub i ryggen til planlægningen af næste års stormøder. Vi glæder os allerede!