Kasper Børs Petersson, ejer af Zebla sportsvask, valgte efter sit 20 timers gratis sparringsforløb at fastholde Niels Buchholst som sparringspartner i et betalt forløb. De to har nu indgået i et lykkeligt sparringsægteskab i cirka to år.
For lidt over et år siden mødte vi første gang Kasper Børs Petersson fra Zebla i Spartahallen på Østerbro i dagene op til CPH Marathon. Zebla er en række vaskemidler og sprays til sports- og motionstøj, og Kasper var derfor mødt op til CPH Marathon for at hilse på de mange motionsglade, potentielle kunder.
Dengang havde Kasper og sparringspartner Niels Buchholst indgået i et lykkeligt sparringsægteskab i cirka et år og det gratis forløb lakkede så småt mod enden. I Spartahallen i juni 2015 fortalte Kasper os, at han gerne så, at Niels kom med i virksomhedens bestyrelse efter sparringsforløbets ophør. Sådan blev det ikke. I stedet besluttede han at fastholde Niels som sparringspartner i et betalt forløb.
”Niels’ råd har været uvurderlige, så det virkede helt naturligt at fastholde ham som sparringspartner. Jeg tror på, at det jeg nu betaler for fortsat at have Niels ved min side, minimum kommer tifold igen til min virksomhed. Og regner man så også de første 20 timers gratis sparring fra, er det jo fortsat en helt fornuftig timepris”, smiler Kasper.
Inden Kasper for lidt mere end to år siden tog kontakt til Sparringspartnerne, havde han haft to andre mentorer tilknyttet, men uden det forventede udbytte. Det fik ham dog ikke til at opgive tanken om, at den rette mentor kunne være til stor nytte. Derfor googlede Kasper sig frem til Sparringspartnerne, hvor han blev parret med netværkets formand, Niels Buchholst: ”Jeg har nydt godt af Niels’ enorme viden om virksomhedsledelse og virksomhedsføring. Og så har Niels et enormt netværk, der har åbnet mere end én dør for mig”, forklarer Kasper.
Al æren kan ikke tilskrives Niels, men faktum er, at sparringsforløbet har skabt positive resultater for Kaspers virksomhed. Zeblas produkter er nu at finde på hylderne hos nogle af de helt store kæder i Danmark som Intersport og Sportigan, og så er der netop også blevet indgået en indledende aftale med Matas: ”Her spillede Niels en afgørende rolle, fordi han i sit netværk havde en god kontakt i Matas. Derudover har Niels været med til at formulere en meget mere klar forretningsplan. Derfor er det bestemt noget jeg vil anbefale andre ejerledere”, siger Kasper.
Det skal blive spændende at se hvor længe de to fortsætter sammen. Som det er nu, forekommer det ikke til at være lige foreløbig, at det slutter. Måske skilles deres veje først den dag, hvor det bliver Kaspers tur til at dele ud af sin erfaring og sit netværk.